Hvem skriver, når et system skriver med?

Afdelingen samler kunstig litteratur, beskriver, hvordan hver tekst er blevet til, og udgiver et udvalg. Den udgiver også essays, læsninger og andre reflekterende tekster om emnet.

Afdelingen læser kunstig litteratur som litteratur og stiller den de samme spørgsmål som andre tekster: hvilken form den har, hvilken tradition den hører til, og hvad den gør ved sin læser.

Afgrænsningen fremgår af afdelingens arbejdsdefinition.

Litteratur frembragt af systemer er ældre end sprogmodellerne.

Tristan Tzaras opskrift på et dadaistisk digt (1920) lader ord, der er klippet ud af en avisartikel, trække op af en pose. Theo Lutz’ Stochastische Texte (1959) blev beregnet på en Zuse Z22 og sætter ord fra Kafkas Slottet sammen efter et program. K Allado-McDowells Pharmako-AI (2020) er skrevet i samtale med sprogmodellen GPT-3.

Arbejdet rejser spørgsmål, som afdelingen ikke besvarer på forhånd, blandt andet disse:

• Hvad er et værk, når forfatterskabet er delt?
• Hvem har noget på spil i en tekst, et system har skrevet, og hvad betyder det for læsningen?
• Hvornår er et værk sat i værk, når det ikke har en forfatter i traditionel forstand?
• Hvem ejer en tekst, som en sprogmodel har frembragt, og hvad betyder det for litteraturens grundlag og kredsløb mellem marked, bogbranche og stat?

Afdelingen indkalder reflekterende tekster, der tager spørgsmålene op, jf. indkaldelsen.

Afdelingen er under opbygning og har endnu ikke udgivet noget.

Indkaldelsen af tekster er åben og løbende.

Læs indkaldelsen